Nærsynethed
(Minus -)
Nærsynethed (myopi) bevirker, at man har sløret syn på lang afstand, mens man har skarpt syn på kort afstand. Det skyldes, at billeddannelsen i øjet ikke har sit fokuspunkt på nethinden, men foran nethinden.
Nærsynethed begynder oftest i starten af teenageårene og tiltager gradvist frem til 30-års-alderen, for herefter at blive mere stabilt. Symptomer på ukorrigeret nærsynethed kan være sløret syn på afstand, spændingshovedpine, dårligt nattesyn eller at man kniber øjnene sammen for at fokusere på afstand.
Hvordan kan nærsynethed afhjælpes?
Er man nærsynet kan det afhjælpes med minusstyrke i briller eller kontaktlinser.
Når et barn eller en teenager får konstateret nærsynethed, forventes styrken at stige indtil tyve-års-alderen. Stærk nærsynethed øger risikoen for en række øjensygdomme senere i livet. Man kan dog bremse udviklingen af nærsynethed ved at vælge specielle brilleglastyper eller kontaktlinsetyper. Det kunne for eksempel være såkaldte natlinser (ortho-K linser) eller Hoya MiYOSMART brilleglas.